Sådan rengør du et produkt med overfladebehandlet stål

Farvede metaloverflader - som fx Nivitos messing- og kobberfarvede køkkenvaske og armaturer eller de farvede kurveventiler fra Skanitek - er rustfrit stål, der er blevet overfladebehandlet. Ligesom almindeligt rustfrit stål vil overfladebehandlet stål over tid få ridser af den daglige brug. Man skal dog være opmærksom på, at ridser i farvede ståloverflader ses en smule tydeligere end på almindeligt stål. Det er også vigtigt at vide, at det overfladebehandlede stål skal rengøres og vedligeholdes en smule anderledes end traditionelt stål - fx kan du ikke polere ridser væk på en overfladebehandlet stålvask. Se her, hvordan vi anbefaler, at du skal rengøre materialet.

Husk at din reklamationsret kun er gældende såfremt at du har fulgt vores rengørings- og vedligeholdelsesvejledning. 

Daglig rengøring af overfladebehandlet stål

Til den almindelige, daglige rengøring anvendes en blød, fugtig klud eller en opvaskebørste med almindeligt Sulfo. Husk at skylle af med rent vand.

For at forhindre kalkpletter i at dannes, anbefaler vi, at du tørrer efter med en blød, tør klud - man bør faktisk også altid tørre materialet af efter brug.

Er vasken ekstra kalket til, kan du bruge lagereddike til at fjerne kalkpletterne. 

NB! Husk at kurveventiler i farvede metaloverflader ikke må rengøres i opvaskemaskinen!

Brug aldrig følgende på overfladebehandlet stål

For at bevare stålets farve, udseende og holdbarhed bør man aldrig anvende følgende på materialet:

  1. Skuresvamp eller ståluld
  2. Slibemiddel
  3. Aggressive rengøringsmidler (fx blegemidler som Klorin, Cillit BANG, afløbsrens og ovnrens m.fl.)

Du bør også undgå følgende:

  1. At stille gryder, pander eller andre tunge og ru genstande direkte ned i vasken – det kan ridse overfladen
  2. At lade syreholdige fødevarer (fx alkohol, juice, te) ligge i vasken i længere tid – skyl stålet af med vand efter de syreholde fødevarer er fjernet